Menighedsrådene i Løgstør, Aggersborg, Kornum og Løgsted har gennem efteråret og vinteren været i færd med at få ansat ny sognepræst, efter at Anna Margrethe Saxild fik nyt job i sommeren 2011.
Denne proces er nu afsluttet, og menighederne i de 4 sogne kan nu byde velkommen til sognepræst Pia Jacobsen, der tiltræder i sognene 1. marts 2012.
Pia Jacobsen, der er 51 år, kommer fra Allerød og vil blive indsat i sognene ved gudstjenester i alle 4 sognekirker søndag den 4. marts 2012.
Pia Jacobsen har høstet sin erfaring gennem et indtil nu kortere virke som præst, og fra sin oprindelige uddannelse som bibliotekar, ligesom hun har deltaget i frivilligt arbejde i flere sammenhænge.
"Vi håber, at Pia Jacobsen bliver glad ved udfordringen som sognepræst i Vesthimmerland, og at vi alle bliver glade for Pia i hendes virke," siger Erling Vingborg, der er menighedsrådsformand i Løgstør.