Berit Byg er til daglig anæstesisygeplejerske på Farsø Sygehus. Hun var i vinteren 2013-14 udsendt for Læger uden Grænser til et fødselshospital i Khost i det østlige Afghanistan, og det blev en rejse fuld af modstridende følelser.
Ved et foredrag på Løgstør Bibliotek mandag d. 27. oktober fortæller Berit om sine oplevelser i Afghanistan. Her kan man høre om hendes møde med det afghanske folk og i særdeleshed kvinderne og deres børn, der vokser op under ganske anderledes vilkår, end vi kender det herhjemme fra samt om arbejdet i et internationalt team for Læger uden Grænser.
Flygtningevennerne i Løgstør sørger med professionel assistance fra herboende afghanere for, at der kan serveres afghansk bagværk til kaffen.