Musikjournalisten Per Wium og The Beatrio, der har specialiseret sig i at spille Beatles ”som om de stadig var iblandt os” kommer til Kultur- og Idrætscenter Lanternen i Løgstør fredag den 30. september kl. 20.00.
I foråret er der opstået en ny Beatlesbølge - ikke mindst blandt de unge, efter at det er blevet muligt at streame Beatles-pladerne på nettet.
Per Wium, tidligere DR2 klassisk, fortæller underholdende om Beatlesperioden, som han også har gjort med sin bog: Beatles for Alle. Som bogens titel siger, er det her ikke kun en aften for de, der kender alle sangene. Alle kan være med.
Per Wium vil i aftenens første halvdel fortælle om sangene, mens The Beatrio giver akustiske eksempler som ledsagelse til fortællingen.
Aftenens anden del er en koncert. De tre musikere i The Beatrio: Esben Haandsbæk på trommer, Mikael Bertelsen på guitar og Peter Haandsbæk på bas sætter strøm på og tager Per Wium, der også er tidligere musiker fra bl.a. Ache og C.V. Jørgensen, med på scenen som pianist.
The Beatrio lægger meget vægt på at fremføre Beatles vokaler og Beatles kor præcist og med den energi, der netop gav Beatles sin særlige lyd.
Koncerten og foredrag er endnu et arrangement i Kultur- og Idrætscenter Lanternen, som indgår i arrangementskalenderen lavet til fejringen af Løgstørs 500 års jubilæum.
Billetter til aftenens arrangement kan købes i to versioner – med spisning eller uden spisning. Billetterne købes i Lanternen eller ved at kontakte centerleder, Dorte Svenningsen på info@lanternen.dk.