Lokalhistorisk Arkiv for Løgstør og Omegn håber at få Løgstør Avis med i Statsbibliotekets store digitaliseringsprojekt.
Det er efterhånden 13 år siden Løgstør Avis udkom for sidste gang. Det var i 1999 endnu inden internetaviserne så dagens lys.
Men nu kan den hedengangne lokalavis måske snart få nyt liv. Statsbiblioteket forbereder et større digitaliseringsprojekt, hvor 32 millioner avissider skal digitaliseres. Visionen bag digitaliseringsprojektet er at øge brugen af avissamlingen og gøre denne vigtige del af den danske kulturarv mere tilgængelig for den danske befolkning.
På Lokalhistorisk Arkiv for Løgstør og Omegn er man efter 4 år næsten færdig med at scanne de mange fotos - især fra Ingas Foto Arkiv", og de frivillige på arkivet er begyndt at kigge efter nye projekter.
Da Statsbibliotekets planer kom arkivets folk for øre, fik de hurtigt arrangeret en tur til Århus, hvor også aviser fra Løgstør er at finde i Statens Avissamling. Også aviser, som arkivfolkene i Løgstør ikke kendte eksistensen af.
Løgstør Avis er ikke på listen over den planlagte digitalisering, men Statsbiblioteket var meget samarbejdsvillig og afsatte en hel dag til besøget af de fem engagerede lokalarkivister fra Løgstør.
Finn Jensen, der er leder af arkivet i Løgstør, tør ikke sætte en dato på, hvornår Løgstør Avis kan blive digitaliseret. Men det kunne være interessant at få avisen med - især hvis det bliver med en søgefunktion, siger han. Avis-eksemplarerne fra midten af halvfjerdserne til 1999 ligger allerede på mikrofilm, men alle aviser før den tid skal også først på microfilm før en eventuel digitalisering, så der venter et stort arbejde forude, hvis projektet skal gennemføres. Desuden skal der hentes tilladelse fra Nordjyske Stiftstidende, som i dag ligger inde med ophavsretten over Løgstør Avis.