Godt 20 frivillige medlemmer har været ude og gøre tennisanlægget klar til en ny sommersæson.
Udendørs er borde og bænke blevet afslebet og nymalet. Cirka 4 tons grus er kørt ud af banerne og 6 tons nyt rødgrus er kørt på banerne igen sammen med nye linier, så baner og anlæg er topklargjorte til den nye sæson.
Skole og tennis samarbejde.
Formand Kenneth Møller Nielsen udtaler, at han håber at se mange af børnene fra Aars Skole, der i efteråret 2016 var igennem et tennisforløb med klubbens cheftræner Kim Ankerstjerne, der er tilknyttet klubben 2 dage om ugen:
- Det er en bevidst strategi, at Aars Tennisklub gerne vil være en del af skolernes tilbud i henhold til den nye skolereform, hvor der lægges op til, at skolerne skal indgå partnerskaber med det lokale foreningsliv. Vi håber selvfølgelig, at flere børn vil starte med at spille tennis, og vi indleder også gerne samarbejde med andre skoler i kommunen.
Tennisskolen er en tilbagevende begivenhed, hvor alle børn i alderen 7 til 14 år kan tilmelde sig, uanset om man er medlem eller ej. Børnene aktiveres på flere forskellige måder, så de får 4 forrygende dage, hvor der også skal være plads til vandkampe, hvis vejret tillader det.
I 2017 har Aars Tennisklub både et divisionshold på dame- og herresiden. Der bliver udfordringer nok for klubbens turneringsspillere med 2. divisionshold både på dame- og herresiden. Klubben har også et jyllandsseriehold såvel på dame- og herresiden. Klubben er dermed den mest turneringsaktive klub i Nordjylland.
- På ungdomssiden håber klubben, at få endnu flere spillere til at blive mere aktive på turneringsområdet. Vi håber, at der kan etableres hold i alle årgange for både piger og drenge, siger Kenneth Møller Nielsen.
Aars Tennisklub har desuden en bred skare af motionister fra ”ungdomsmotionister” til super seniorer 60+.