Tirsdag d. 28. juni 2022 - Årgang 17
På billedet ses Jesper Nielsen (t.v.) og Jørgen Sørensen

Aars ansætter ny handelschef

21-06-2022

Jesper Nielsen, der tidligere har drevet Expert Radio/TV i Aars, ansættes som ny handelschef i Aars.

Bestyrelsen i Aars Handel lagde under COVID 19 nedlukningen en strategi for at styrke detailhandlen i de fysiske butikker i Aars.

- Vi har alle set, hvor stor vækst COVID 19 nedlukningen har givet nethandlen, udtaler Jørgen Sørensen, formand for Aars Handel. Handelsbyen Aars med de mange spændende butikker er utrolig vigtig for vores by og vores egn. Derfor besluttede vi, at organisationen omkring handelslivet i Aars skulle styrkes, så vi kan være med til at sikre, at vores fysiske butikker oplever vækst med flere kunder og stigende handel. Derfor igangsatte vi i 2021 et arbejde med at finde en ny handelschef til Aars. Vi er utroligt glade for, at Jesper Nielsen har takket ja til jobbet som handelschef i vores handelsby.

Jesper er født og opvokset i Aars. Han har igennem rigtig mange år været en af de helt store ildsjæle i byen. Han er et kendt ansigt i Aars og utrolig vellidt af alle. Jesper vil derfor være den helt rigtige til at binde handelsbyen endnu tættere sammen og styrke dens position som Himmerlands førende handelsby, mener Jørgen Sørensen.

- For et par år siden solgte han Expert Radio/TV i Aars for i stedet at tiltræde et job som kædeansvarlig for Labtech’s 19 butikker i hele Danmark. Jobbet som kædeansvarlig har givet Jesper et stort indblik i butiksdrift i mange handelsbyer rundt om i hele Danmark - et indblik, som vi i Aars kan få inspiration af, når Jesper tiltræder jobbet som Handelschef, fortsætter Jørgen Sørensen.

Jesper Nielsen fortæller selv, at han glæder sig utroligt meget til at ”komme hjem” til Aars og igen være en del af detailhandlen i Aars, og være med til at præge udviklingen i byen.

- Jeg blev utrolig glad og beæret over at få tilbuddet om at blive ny handelschef i Aars, og glæder mig til at komme i gang. Jeg har jo fulgt foreningens arbejde fra sidelinjen de sidste par år, og det er dejligt at se, hvordan de unge mennesker fra byens butikker er gået ind i arbejdet med at skabe aktiviteter med en
utrolig energi og dynamik. Det glæder jeg mig til at blive en del af, og her kan jeg være med til at gøre idéer til virkelighed. Jeg tror og håber også på, at jeg kan være med til at udbygge samarbejdet mellem handelsbyerne i kommunen, så vi kan få en endnu stærkere detailhandel i Vesthimmerland, for vi er nu engang stærkest, hvis vi trækker samme vej, og der er masser af ting vi med fordel kan samarbejde om, slutter Jesper Nielsen.

Jesper Nielsen tiltræder jobbet som handelschef i Aars d. 1. august 2022. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!