På Vesthimmerlands Gymnasium og HF har eleverne på mediefag B og billedkunst, sammen med deres lærer, Ulla Silfverberg Andreasen, kastet deres kærlighed på ”Årets grimmeste juletræ”
Det stakkels, grimme juletræ på Kirketorvet i Aars har fået mere opmærksomhed end noget andet juletræ kunne ønske sig. Nu har juletræet også fået en hovedrolle i gymnasiets traditionelle, elektroniske julekalender, som alle kan følge med i på Instagram på følgende konto: https://www.instagram.com/vesthimmerlandsgymnasium/.
Det uheldige juletræ spiller en hovedrolle i den handling, man ved åbningen af de første lågers videoklip kan ane: Julie, klassens nye pige, er slet ikke i julehumør, men må modstræbende tage del i de juleforberedelser, som både moderen og læreren på gymnasiet udsætter hende for. Bl.a. dukker træet op i forskellige klassiske kunstværker.
F.eks. har træet overtaget Venus’ plads i muslingeskallen på maleriet af Botticelli, ”Venus’ Fødsel”. På en anden låge dukker det op på et ekspressionistisk maleri af Van Gogh fra Sydfrankrig, og så bliver det selvfølgelig udsat for Edvard Munchs ”Skriget” et par gange.
Det bliver spændende at følge handlingen på de resterende låger, der skal åbnes. Man aner, at det kan blive til en romantisk happy ending for Julie, men hvordan skal det gå det stakkels træ på Kirketorvet?