Fredag blev Aalestrup Skole indtaget af prinsesser, fodboldspillere, superhelte og andre fantastiske skabninger. Indskolingen valgte at bruge den sidste dag før skolernes vinterferie på at fejre fastelavn.
Dagen startede i klasserne med prinsesse dansk og superhelteregning, inden de 160 udklædte børn og voksne efter 10-pausen samledes i Klyngen. Fastelavnssangen blev øvet og så begav alle børn og voksne sig ud på et superflot optog igennem hele skolen.
Fastelavnsdagen sluttede med at katten blev slået af tønden, og der blev fundet kattekonger og kattedronninger. Forældrerådende i klasserne havde bagt lækre fastelavnsboller, som blev fortæret med stor lyst, inden eleverne kunne drage på en velfortjent vinterferie.