Gundersted Borgerforening udråbte i torsdags på foreningens generalforsamling Gunnar Holmager til æresmedlem af foreningen.
Torsdag aften blev der afholdt generalforsamling i Gundersted Borgerforening. Her var der stegt flæsk ad libitum til alle fremmødte medlemmer, og vanen tro var den efterfølgende dagsorden hurtig og smertefri overstået.
Bestyrelsen havde dog en lille overraskelse i ærmet, da man nåede punktet eventuelt. Her bekendtgjorde formand Åse Pedersen, at bestyrelsen have indstiftet et æresmedlemsskab af foreningen. Overraskelsen var knap så stor over, at den første titel og ære tilfaldt 93 årige Gunnar Holmager.
Gunnar Holmager er født og opvokset i Gundersted og har levet hele sit liv i den lille landsby, som står hans hjerte meget nær. Her har han i en menneskealder sat sit positive præg på landsbyens udvikling, specielt på foreningssiden. Han har været med til at stifte den lille men driftige og gennem tiden meget vindende idrætsforening IF Stjernen Gundersted.
Da byens købmand midt i 80’erne var truet af lukning, var han også forgangsmanden, der var med til at stifte foreningen bag Købmandsgaarden, som den dag i dag stadig trives i bedste velgående og har gjort, at der stadig er en købmand i landsbyen.
Hertil kommer de utallige timer han har brugt på frivilligt arbejde til gavn og glæde alle byens borgere.
Otiummet bruger Gunnar på at holde sig orienteret om de politiske vinde i samfundet, hvor han i øvrigt også har repræsenteret byen lokalpolitisk, samtidig med han spiller kort 2 gange ugentligt i den lokale pensionistforening.