På torsdag vil museumsdirektør på Limfjordsmuseet, Anders Bloksgaard, fortælle om, hvordan livet i Vesthimmerland var præget af af Anden Verdenskrig.
Foredraget skulle have været afholdt for et år siden, hvor Folkeuniversitetet i Vesthimmerland havde planlagt at mindes 75-års dagen for befrielsen. En minkskandale og nedlukning satte dog en stopper for det dengang.
Men på torsdag skal det være, og det foregår i Ranum Efterskoles festsal.
Havde vi modstandsfolk, stikkere, nedkastningspladser? Og hvordan fungerede dagliglivet og samspillet med besættelsesmagten? Hvad blev de bunkere, der stadig er synlige flere steder i kommunen, brugt til? Og måtte vesthimmerlændinge lade livet, for at Danmark kunne blive frit igen?
Anders Bloksgaard har en stor interesse for besættelsestidens Vesthimmerland. I Folkeuniversitetsregi er han kendt fra tidligere foredrag som en blændende formidler, der gør historien nærværende og vedkommende og vækker stof til eftertanke.