Vikinger vender tilbage til Aggersborg, når der for tredje gang afholdes vikingedage på den gamle vikingeborg den 26. og 27. august.
Hvis man i fordums tid blev advaret om, at vikingerne kommer, blev de ifølge fortællingerne ikke modtaget med jubel, hvilket skyldtes, at det ikke var på en hyggelig og venlig visit, de kom.
Det har da heldigvis ændret sig gennem generationerne, så når Vikingedagene 2017 afvikles lørdag den 26. og søndag den 27. august, er det ca. 60 fredelige og venligsindede af slagsen der gæster Vikingeborgen Aggersborg ved Aggersund.
I de to dage, vil de brave vikinger, der kommer fra hele landet, vise meget forskelligt håndværk, blandt andet udvinding af jern fra myremalm, smedning, sølvarbejde, plantefarve, bronzestøbning, stenhugning, pileflet og meget mere.
Lørdag eftermiddag vil Broder Berg fra Vesthimmerlands Museum vise rundt i og fortælle om Aggersborg Kirke, og søndag formiddag er der gudstjeneste i kirken, hvor Aggersborg Gospelkor deltager.
Begge dage vil Simon Kjær Nielsen fra Vesthimmerlands Museum fortælle om vikingeborgen, og derefter vil ejeren af Aggersborggaard, Regitze Johnsen, fortælle om og vise rundt på gården.
Der vil også lørdag og søndag være mulighed for at se nogle af de mange fund fra jernalderen og til nutiden, som Thy-Mors Detektorforening har gravet op af mulden. Søndag kan man også se, hvordan man kan slå knuder, når lokale folk sidder og knipler.