Det kinabaserede firma Envision Energy donerer 20.000 mundbind til Ranum Efterskole College. Donationen gør en stor forskel for skolens 450 elever, der nu kan samles sikkert igen, ligesom den kommende sommerskole og elevhold kan nyde godt af værnemidlerne.
”Vi kan afholde vores sommerskole for internationale unge, ligesom det nye hold elever til august kan rejse ud i verden med større sikkerhed,” fortæller forstander Olav Storm.
Ranum Efterskole College, som er Danmarks største internationale efterskole, er netop genåbnet. Elever fra hele Danmark og mere end 20 lande er igen på vej til at blive samlet til undervisning og efterskoleliv. Eleverne kommer fra vidt forskellige kulturer, og i mange af hjemlandene er det et krav, at man bærer mundbind. Derfor opstår dilemmaet mellem at følge de danske myndigheders retningslinjer og samtidig vise anerkendelse og respekt for de forventninger til sikkerheden, som mange forældre og elever fra udlandet stiller til skolen.
”Vi er en mangfoldig og international efterskole, hvor vi gør meget ud af at vise gensidig respekt over for hinandens kulturer. Derfor vil vi gerne tilbyde eleverne, at de kan bruge maske, hvis de føler et behov for det,” siger Olav Storm.
"Vi er glade for at kunne hjælpe"
Det har imidlertid vist sig at være et problem at skaffe masker nok til de 450 unge og 100 ansatte på skolen. Derfor tog skolens kinesiske lærer, Ning Xu, kontakt til det internationale kinesisk ejede firma Envision Energy i Silkeborg. Firmaet har lavet en CSR politik, hvor de donerer masker til skoler og institutioner. Ning Xu var med til at sende masker til Kina, da COVID-19 virussen hærgede landet, og man ikke kunne skaffe værnemidler i januar. Derfor var det naturligt at søge om hjælp den anden vej i hendes netværk.
”Vi er meget glade for at modtage 20.000 masker til elever og ansatte, fordi det betyder, at vi kan beskytte hinanden mod smitte i forbindelse med mange af de aktiviteter, hvor det er svært at holde tilstrækkelig afstand. Det gælder særligt, når vi rejser ud i verden og krydser mange grænser, så er det rigtigt godt, at vi har mulighed for at tage masker på og skifte til nye undervejs,” fortæller forstanderen.
Ideen med at donere masker til danske skoler og institutioner kommer fra CEO i Envision Energy, Weizhi Dong.
”Vi har et SCR program i Danmark, fordi vi i lighed med andre store internationale firmaer gerne vil bidrage til det land og det samfund, vi driver virksomhed i,” fortæller Weizhi Dong og fortsætter:
”Vi fik en henvendelse fra Ranum Efterskole Colleges kinesiske lærer, Ms Ning Xu, og vi kan forstå, at efterskolen har mange relationer til bl.a. skoler i Kina og Asien, og at de elever som kommer herfra vil blive udfordret, hvis det ikke er muligt for skolen at tilbyde dem at bære maske. Og vi er glade for at kunne hjælpe de unge på efterskolen”.
Sommerskolen er reddet
Ranum Efterskole College arrangerer hver sommer en international sommerskole for unge fra hele verden. Typisk deltager 130 unge i alderen 14-17 år fra både Danmark og over 20 lande. Det er kun muligt at samle de unge fra udlandet til sommer på grund af et professionelt set-up med værnemidler, test-mulighed og daglig tågedesinfektion af skolens fællesarealer.
”De unge drømmer om en fantastisk sommerferie med engelskundervisning, sejlads, musik, ridning, dans og boldspil og fællesskab, og det er et meget stort ansvar at byde så mange unge velkommen på vores 2 eller 4 ugers program. Det hjælper os meget, at vi kan forsikre forældrene om, at vi kan sikre, at eleverne kan bære maske, når det er vanskeligt at holde tilstrækkelig afstand”.
De mange rejserestriktioner og lukkede grænser er en stor udfordring til den kommende sommer, men forstander Olav Storm håber, at den langsomme genåbning alligevel betyder, at sommerskolen også kan byde eleverne velkommen i år. Efterskolen har ingen forpligtigelser overfor Envision Energy, men fortæller gerne om donationen, fordi den giver eleverne friheden tilbage til at rejse og leve efterskolelivet lidt mere frit på trods af Corona restriktionerne.