Fredag den 8. december blev bestyrelsen for den nystartede forening Esport Vesthimmerland inviteret ned i Jutlander Bank for at modtage en donation fra Fonden for Sparekassen Himmerland til opstart af Esport forening i Aars.
Der kom et oplæg fra Brian Larsen fra Jutlander Bank, om hvorfor fonden valgte at støtte projektet. Fonden har sammen med Fonden fra Hobro Sparekasse 2/3 af aktierne i Jutlander Bank. Udbyttet fra disse aktier går i fondene, som har til formål at støtte gode formål og projekter i de lokalområder pengeinstitutterne dækker. De lagde til grund for deres beslutning om donationen, at foreningen var i gang med at skabe et tilbud, som udfylder et efterspurgt behov om Esport, så man kan samle alle de mange computerspillere i et fællesskab, som ellers ville sidde hjemme på værelserne.
- Det er af altafgørende betydning og med fugtige øjne, at vi modtager en så stor donation på hele 100.000 kroner fra Sparekassen Himmerland fonden, forklarer Thomas Jensen, formand fra Esport Vesthimmerland.
- En forening som denne er meget økonomitung at starte op. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har søgt mange steder og også fået en del afslag. Men vi har som samlet bestyrelse aldrig givet op og vil stadigvæk fortsætte vores arbejde om at rejse den sidste halvdel af budgettet. Vi vil nu sætter os nu sammen i bestyrelsen og tale om muligheden for at starte op på halv kraft. Det vil dog betyde, at vi nok er nødt til at sætte et loft på antal medlemmer, indtil vi får indsamlet de sidste penge. Dog håber jeg snart, at vi når i mål, så alle får muligheden for at dyrke Esport, slutter Thomas Jensen.