Tirsdag d. 18. januar 2022 - Årgang 16
Niels Krebs Hansen til venstre og Henrik Dalgaard

Overlæggeren skal sættes højt for den 3. alder

12-01-2022

Læserbrev af Niels Krebs og Henrik Dalgaard (C), nye medlemmer i Sundhedsudvalget:

Danmarks bedste sted at blive gammel skal være i Vesthimmerland. 

Vi ved ikke, om folk trækker på smilebåndet eller trækker på skulderen. Vi ved, det nok bliver svært, og er en høj ambition. Men det ændrer ikke på, at det er vores klare ambition for de kommende fire års arbejde. Vi glæder os utrolig meget til at komme i gang. Først og fremmest til at finde ud af, hvor vi står i dag, men også til at få skabt en tydelig vision for vores ældrepleje. Vi er ikke i tvivl om, at kommunen har mange engagerende og dedikerede medarbejdere, men vi spørger os selv, hvordan vi sikrer os flere, og hvordan der kommer handling bag de fine ord. 

En værdig ældrepleje er højt på den politiske dagsorden. Flere fælleskaber, moderne plejecentre, mere frit valg, rekruttering, færre tomme plejehjemspladser, ensomhed og meget mere. Der er nok at tage fat på, og mange muligheder for forandring.

Som nye i Sundhedsudvalget vil vi suge til os fra forvaltningen, men vi vil også ud og høre fra medarbejderne ude på gulvet om, hvordan vi når vores høje ambitioner.

Vi skal også turde tænke anderledes, hvis missionen skal lykkedes, og det kræver om nogen, at vi får skitseret en tydelig strategi fra et samlet udvalg. Vi tror på det, og vi vil gøre, hvad vi kan.

Vision: Danmarks bedste sted at blive gammel. NU og i fremtiden
 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!